Renten bør sænkes

Dansk Metal

31/05-2005

Vismandsrapporten fra Det Økonomiske Råd spår fremgang for dansk økonomi de kommende år. Situationen i den internationale økonomi får dog Dansk Metal til at tvivle på holdbarheden af et sådan opsving.

"Det er positivt, at vi vil se fremgang i serviceerhvervene, men det er ikke nok. Opsvinget vil være skrøbeligt, sålænge vi ikke får sat gang i industriens eksport og beskæftigelse. In-dustrien er helt afgørende for at sikre fortsat velfærd i Danmark," siger Thorkild E. Jensen, formand for Dansk Metal.

Her er det især de usikre internationale konjunkturer, der bekymrer. Fx er Tyskland fortsat i stagnation, og det smitter af på den danske industrieksport.

"Vi har akut brug for europæisk optimisme og ikke mindst europæisk handling. Den Europæiske Centralbank bør sænke renten som anbefalet af OECD i sidste uge. Det vil sende et klart signal til hele Europa om at investere til gavn for vækst og beskæftigelse. Det vil også gavne dansk industri," siger Thorkild E. Jensen og fortsætter:

"Sidste år mistede industrien 15.000 arbejdspladser. Den sidste Vismandsrapport spåede et fald på yderligere 5.000 arbejdspladser i år. Med den seneste negative udvikling kan det hurtigt blive værre."

"Derfor bør regeringen iværksætte tiltag, der hurtigt sikrer folk ny beskæftigelse, så de kan bevare tilknytningen til arbejdsmarkedet og holde deres kompetencer intakte. Det stiller især krav til en massiv uddannelsesindsats," fastslår Thorkild E. Jensen.





ANNONCE PÅ DKBY.NET

ANNONCE PÅ DKBY.NET

ANNONCE PÅ DKBY.NET

ANNONCE PÅ DKBY.NET

Google
Web Site